Alice Bliss

Titel: Alice Bliss
Forfatter: Laura Harrington
Forlag: Mrs. Robinson

Handling: Alices far er blevet indkaldt til militærtjeneste i Irak, på trods af hans families protester tager han afsted, da han mener at han har pligt til at gøre verden til et bedre sted, også for hans familie.
Vi følger Alice, en rigtig fars pige, der elsker sin far over alt på jorden, og det slår hende totalt ud da hendes far tager afsted. For at forblive tæt på sin far begynder hun at gå i hans yndlingsskjorte og passer haven, præcis ligesom hendes far gjorde.
Hele familien forsøger at holde en normal hverdag indtil deres far kommer hjem igen, og det hele rent faktisk kan komme til at føles sådan. Indtil da må de bare blive ved med at kæmpe.

Bedømmelse: ***** (5 stjerner)
Anmeldelse: Som der står på bagsiden: "Alice Bliss er en gribende roman om dem, der bliver ladt tilbage, når der udkæmpes krig i fjerne lande." Og det er lige præcis sådan jeg føler bogen den er. Den fortæller på en rigtig fin måde hvordan den efterladte familie prøver at holde en nogenlunde normal hverdag, men hvor umuligt det er, når man mangler et familiemedlem.
Jeg sad gennem det meste af bogen på nippet til at græde for den er så sørgelig, stakkels Alice hvis største helt og idol er hendes far er lige pludselig væk, og tilbage er en mor og en lillesøster der er lige så tyngede af sorg som hun selv er. Ingen af de tre kan bære mere end deres egen sorg, og for Alice er det alt for svært. For hun er femten år gammel og er ved at blive voksen. Prøv lige at forvandle dig gradvist til en voksen, når du allerede har en byrde så stor som et voksent menneske, og så er man kun femten år gammel. Det er sgu da forfærdeligt.
Jeg synes helt aldeles at Alice Bliss er skrevet så utroligt godt, den giver et rigtig godt og meget følelsladet indblik i de efterladtes liv, på en måde hvor man ikke føler sig påtrængende, men man deres historie bliver alligevel fortalt. Og det bliver gjort på en måde at jeg fik den største lyst til at fortælle mine forældre at jeg elsker dem rigtig, rigtig højt, så de ved det.
Og selvom Alice på mange måder opfører sig totalt åndssvagt og man til en hver anden tid bliv virkelig irriteret på hende, kan man ikke andet end at holde af hende. For hun lader os komme ind og viser os den smerte der ligger til grund for vores irritation.

- Bloggeren