Forfatter: Søren Ellemose
Forlag: H. Harlsen Production
Bedømmelse: ✬ ✬ ✬ ✬ ✬
Tak til Søren Ellemose for at sende denne bog som anmeldereksemplar.
En seriemorder hærger New York, derfor bliver vicekommisær Anatolli Barritsch og hans assistens Karen Walsh sat til at finde den skyldige inden ofrene bliver for mange. Det er en svær opgave og de får brug for al den hjælp de kan få og her kommer religionshistorikeren Mordechai Rheingold ind. Han kan hjælpe med sagen der viser sig at have sammenhæng med bødler, broderskab og hævn der findes langt tilbage i tiden.
Bogen Killer Killer er min debut i denne skræmmende, uhyggelige boggenre, der alt for ofte får hårene til at rejse sig og giver mig gåsehud i sådan en grad at jeg bliver i tvivl om de nogensinde forsvinder igen. Disse oplevelser er dog kun beskrevet ud fra da jeg forsøgte at se tv-serien Hannibal. Killer Killer når slet ikke op på samme niveau af gåsehud og ubehageligheder, men den er godt på vej. Flere gang var jeg nødt til at lægge bogen væk fo en stund, fordi den simplethen blev for meget. Nogle få gang nåede jeg endda til at overveje om hvorvidt jeg - ligesom Joey fra Friends - kunne putte bogen i fryseren. Boge var klam og fremkaldte en kvalme, der gjorde læsningen til en væmmelig prøvelse. Men der er langt mere til den prøvelse end bare en ubehagelig genre. En genre der får mig til at blive bare en smul fascineret af den ondskab der er at finde i bogen, selvom det er mig meget imod.
Allerede fra begyndelse af bogen er det tydeligt at hovedpersonen, dvs. kommisæren, både er fedladen, bitter, kold og helt utroligt konservativt orienteret. Alle personlige egenskaber der bestemt ikke taler for ham og gør hurtigt at han ryger op på en top 5 over de karakterer jeg har mindst til overs for. Desværre er han ikke den enest karakter der er ulidelig. Hans assistent Karen er ualmindeligt arrogant. En arrogance der især er koncentreret om hendes udseende, intelligens og generelle udstråling. Denne arrogance gør også bogen til en ren pinsel når synsvinklen skifter til hende, og jeg ender med en følelse der kan opsummeres i et ord; nej. Jeg forstår helt ærligt ikke hvordan man kan skrive en bog og så gøre samtlige karakterer hamrende irriterende.
Min holdning til karakterne ligner meget den jeg har til selve bogen. Den går alt for hurtigt i gang. Forstå mig ret; jeg ved godt at nogle bøger skal begynde med en vis fart, men man er nødt til at kende karaktererne inden man bliver hvirvlet for dybt ind i handlingen. Jeg synes i hvert fald at jeg alt for hurtigt befandt mig i en situation jeg aldrig havde forestillet mig - alt for langt væk fra min comfort zone til at det kunne passe med den mængde sider jeg havde læst.
Det eneste der faktisk fik mig til a udholde læsningen hale vejen til sidste side var passagerne, hvor der var kælet ekstra meget for ordene. De var korte og sjældne, men når de dukkede op, var det ren nydelse at læse selv det mindste ord. For jeg vidste at hvert ord nøjsommeligt var blevet udvalgt til at passe perfekt ind i sammenhængen med de andre. Det var smukt og det var gennemtænkt. Det er tydeligt at se at Søren Ellemose har rykket sig en del som forfatter siden han skrevt Manus Albino med sin bror. Og det er jo noget der kan få smilet frem hos selv den hårdeste kritiker, selvom jeg nu ikke vil kalde mig selv det, haha!
//Anna
Ingen kommentarer:
Send en kommentar