10 juli 2015

Paper Towns

Titel: Paper Towns | Forfatter: John Green | Forlag: Bloomsbury | Udgivelsesår: 2014 (første udgivelse: 2008) | Sidetal: 305

I forbindelse med den snarlige premiere (d. 23. juli i Danmark) på den nyeste filmatisering af John Greens bibliografi kommer her en anmeldelse af bogen der bl.a. har givet smukke Cara Delevingne mulighed for at udfolde sig som skuespiller.

Quentin Jacobsen og Margo Roth Spiegelmann har kendt hinanden siden de var små og har leget sammen da de altid har været naboer. Da de blev ældre voksede de langsomt fra hinanden og ind i to vidt forskellige vennegrupper - han med en fortsat fascination af nabopigen. Men en aften kravler hun ind ad hans vindue klædt i fuldstændig sort og med en lyst til hævn. Han vælger at følge hende hele natten, men i den nye dag finder han ud af at der var i et sidste led i hendes plan som han ikke var indviet i. Hun er forsvundet. Pist væk. I det at Q opdager at hun har efterladt sig spor til ham forsøger han at komme på sporet af hende.

Inden jeg begyndte på denne havde jeg allerede bygget store forventninger op til den ud fra de to andre bøger af Green jeg har læst og jeg så virkelig, virkelig meget frem til at læse den. Desværre blev jeg skuffet, bogen kunne simpelthen ikke magte vægten af de mange forventninger jeg havde fyldt på den. Med det sagt; den var bestemt ikke dårlig, bare ikke lige så god som de to foregående jeg har læst og så mindede den lidt for meget om de to andre.
John Green har det her særlige mønster som hans bøger (i hvert fald de jeg har læst) er bygget op omkring. Jeg vil ikke gå ind hvordan opbygningen er pga. spoilers men mere virkningen af det og den følelse man står tilbage med som læser. Til at begynde med virker mønsteret rigtig godt og jeg er som læser ellevild med bogen. Intet kan pille mig ned fra de skyer jeg svæver rundt i sammen med min Green-bog, men jo flere af hans bøger jeg læser jo mere begynder mønsteret at gå op for mig. Og langsom begynder jeg at kede mig over det.

Et andet mindre bump jeg havde i forhold til Quentin, er hans obsession af Margo Roth Spiegelmann (og ja, man er nødt til at nævne hele hendes navn) er både småuhyggelig og urealistisk set fra mit perspektiv, men samtidig fascinerer det mig også. For tænk over hvor vildt det må være at have så stærke følelser for en anden at man føler at man - på et eller andet plan - fuldt ud forstår den anden. Og ret underligt... Men på den anden side, selv jeg forstår også godt Margo Roth Spiegelmann på nogle punkter. Jeg forstår fuldt ud hendes lyst til at være noget andet end alle andre og den måde Green har opbygget hendes karakter på giver alt hvad hun gør god mening, om man er enig eller ej - hvilket er ret så fedt!

Men på trods af at den ikke lever op til den John Green-standard jeg kender og elsker kan jeg ikke sige mig fri for at de stadigvæk er skøn læsning. Green er super intelligent til at skrive og det gør at jeg som læser får en glæde og nydelse ud af det. Hvilket vist er noget jeg har nævnt før.

✬ ✬ ✬  



Ingen kommentarer:

Send en kommentar