11 januar 2016

Stargirl

Titel: Stargirl | Forfatter: Jerry Spinelli | Forlag: Ember | Udgivelsesår: 2000 | Sidetal: 186 

Susan Caraway er ny i skolen, hvilket altid giver ekstra opmærksomhed især i et så lille område som hendes nye high school ligger i. Hun bliver heller ikke et mindre samtaleemne som dagene går, for hun opfører sig ikke som de andre og vil kun kaldes Stargirl, hvilket både er noget der fascinerer og skræmmer Leo, bogens generte fortæller. De to drages mod hinanden på trods af deres meget forskellige interesser og adfærd.

I kan sikkert, i samme grad som jeg, se klicheen i plottet. Han er den typiske introverte geek, der har det bedst med at gemme sig bag andre. Hun er den mest outred person man kan forestille sig. Hun fremstår oprigtig ligeglad med hvad folk tænker om hende, så længe de er glade. Det er et umage par der kun får en smule medvind og accept fra deres omgivelser - man har læst om det mange gange før. Alligevel er bogen ikke helt som de andre - okay ja, det er, igen, noget man har hørt før og det værste er at jeg har svært ved uddybe det i frygt for at spoile handlingen. Jeg kan dog fortælle at historien er knap så fin som den lægger op til og som jeg hidtil har givet udtryk for. Det er både det der frembringer læselysten samt irritationen hos mig. (Wauw hvor jeg dog hader mig selv for ikke at være mere uddybende. Undskyld)

Først og fremmest havde jeg en enorm lyst til give begge hovedpersoner et slag på siden af hovedet på grund af deres uendelige dumhed, som vel i grunden bunder i uvidenhed, men ikke mildner mig vitterligt. For det er ekstremt frustrerende at læse om to personer der fatter hat af de situationer de bringer sig selv og hinanden i. OMG! Ikke nok med med at de, Leo og Stargirl, i situationer hvor de er sammen, efterlader mig prustende af vrede formår de det også hver for sig.
Dertil er jeg ved at få nok af de der næsten perfekte typer og her er Stargirl ingen undtagelse. Hun virker ikke som den typiske person man vil sætte i perfekt-boksen, men det er hun i al sin anderledeshed der bliver så umenneskelig at man nærmest drukner i hendes næsten maniske forsøg på at fremstå som noget andet end alle andre. Udover min overordentlige irritation over Stargirl er Leo bestemt heller ikke blandt mine favoritter. Hans passivitet og mangel på livsmod er ikke andet end hvad man kan forvente af en angsty fyr i high school-alderen, men alligevel irriterer det mig i lige så høj grad som Stargirls umenneskelige adfærd.

Det underlige er; på trods af mine enorme utilfredshed over hovedpersonerne så havde jeg alligevel svært ved at lægge den fra mig. På en eller anden måde formåede Spinelli suget mig ind i historien og gav først slip da bogen var slut. Det må være min forkærlighed for skævheder og ung forelskelse - som er to emner der bestemt er relatérbare for mig - der gjorde at jeg blev så fascineret af bogen selvom jeg vældig gerne vil have afskrevet begge hovedpersoner.

✬   ✬ 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar