Viser opslag med etiketten game of thrones. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten game of thrones. Vis alle opslag

28 oktober 2014

Top 10 tirsdag - halloweenkostumer

Top Ten Tuesday (dansk: top 10 tirsdag) er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish, hver uge udkommer der et nyt emne og denne uges emne er ti karakterer jeg vil klæde mig ud som til halloween.

1. Luna Lovegood
- Fra Harry Potter-serien af J. K. Rowling
Et kæmpe løvehoved, hendes smarte briller fra 6'eren og hvad hun nu ellers har af sjove accessories - så er man da ret langt, ikke? Mit hår er godt nok ret kort, men det er nogenlunde samme farve, så heller ikke der vil der være et problem. Personligt vil jeg heller ikke have noget imod at gå rundt og snakke om nargler og krumhornede snorkbøfler.

2. Daenerys Targaryen
- Fra A Game of Thrones-serien af George R. R. Martin
Jeg har set ret mange cosplays af denne vilde dronning. Nogen mere afslørende end andre. Men et lagen og tre drager burde vist gøre det. Jeg kan i hvert fald se det for mig. Hvis man føler for det kan man jo anskaffe sig en nøgendragt og lime/sy dragerne på den.

3. Effie Trinket
- Fra The Hunger Games-triologien af Suzanne Collins
Prøv lige at overveje hvor vildt det vil være at dukke op til halloween-festen iført et outfit som var man kommet direkte fra en fest i Capitol - og hvem bedre at ligne end Effie, en karakter alle kender.

4. Dina
- Fra Skammer-serien af Lene Kaaberbøl
Der er nok ikke mange der vil genkende mig i dette outfit, men for mig, der er ret vild med den serie, vil der være ret sjovt at gå rundt med sort hår og stirre underligt på alle. Forhåbentligt vil de der ved hvad jeg ligner være med på legen og lade som om de bliver påvirket af mit blik.

5. Tris Prior
- Fra Divergent-serien af Veronica Roth
Der er to slags Tris at vælge i mellem, dog tror jeg de fleste vil være mere forfalden til at vælge seje-Tris fra Skytsenglene (Dauntless) med cool tattoos og råt sort tøj. Faktisk meget langt væk fra den kedelige grå mus hun er inden hun skifter faktion.

6. Nymphadora Tonk
- Fra Harry Potter-serien af J. K. Rowling
Her er der jo faktisk ingen grænser for hvad man kan gøre. Du kan få helt pink hår, grisetryne eller hvis man er lidt i mangel på penge kan man bare vælge at investere i en tryllestav og finde sig en Lupus.

7. Alice Cullen
- Fra Twilight af Stephenie Meyer
Hvad kan bedre passe ind i halloween-ånden end vampyrer? Godt nok er Cullen-familien en lidt atypisk vampyr-klan, men de er stadigvæk vampyrer - bloddrikkende og med overnaturlige kræfter. Samtidig er det faktisk ret nemt at klæde sig ud som Alice. Alt du skal bruge er en sort paryk, et par farvede kontaktlinser og en helvedes masse glimmer.

8. Katniss Everdeen
- Fra The Hunger Games-triologien af Suzanne Collins
Fletning? Check. Bue og pil? Check. De to ting er vel egentlig de mest essentielle dele af et nogenlunde vellykket Katniss-kostume. Selve tøjet skal bare ligne en smule det hun har på i løbet af filmen og så er outfittet vel egentligt færdigt.

9. Cersei Lannister
- Fra A Game of Thrones af George R. R. Martin
Med hensyn til Cersei vil det være oplagt at simpelthen bare kopiere hendes stil som den er vist i tv-serien. Kostumerne virker overbevisende og jeg vil elske at kunne gå rundt med en kjole så majestætisk som hendes og en af hendes indviklede frisurer til at gennemføre det.

10. Bellatrix Lestrange
- Fra Harry Potter-serien af J. K. Rowling
Hvis man er mere til at holde sig til halloweens temaer, det onde og uhyggelige, kan man jo gå efter at klæde sig ud som Bellatrix. Der er meget få karakterer der har en så ubehagelig fremtoning som hende. Samtidig er hen meget karakteristisk og let genkendelig.

28 februar 2014

Kampen om Tronen

Titel: Kampen om Tronen
Originaltitel: Game of Thrones
Forfatter: George R. R. Martin
Forlag: Gyldendal

Handling: Bogen fører os tilbage til en tid med borge, riddere og prinsesser. Her møder vi slægten Stark der lever mod i nord på Vinterborg. Da kongen kommer og ønsker Ned Stark med tilbage som kongens hånd er familien nødt til at splittes. Herfra følger man historiens forløb gennem øjnene på forskellige mennesker med forskellige geografiske placeringer. Der er de familiemedlemmer der bliver i nord, Ned og hans døtre der er taget med kongen mod syd, den tidligere konges datter og søn der er på flugt fra den nye konge og mange andre mennesker. Det er en bog om kærlighed, intriger, mord, sex og magt...

Bedømmelse: ***** (4,5 stjerner)
Anmeldelse: OBS! Dette er et anmeldereksemplar, men alle meninger er mine egne.
Da jeg modtog denne bog til efterårets bogbloggertræf blev jeg ellevild. Tidligere har jeg kun hørt godt om (tv-)serien, så derfor er det jo nok heller ikke en overraskelse, at jeg har glædet mig til at læse den. Og hold da op hvor er det dog ærgerligt at jeg ikke har taget mig sammen til at læse den noget før. Det er da en vældig godt sammensat bog, der med en skiftende synsvinkel gør bogen rigtig spændende at læse. Jeg føler, man får mere ud af historien, og samtidig skal forfatteren virkelig vise sit værd som menneskekender, og det gør Martin i den grad.
I bagside teksten omtales George R. R. Martin som den amerikanske version af Tolkien, og for første gang nogensinde havde jeg et ønske om at have læst mindst en bog fra Lord of the Rings. Men jeg kan da sige at den minder mig lidt om Narnia. Et Narnia der har forladt mors rede og ikke længere har tillid til alle, kort sagt; et Narnia der er blevet meget, meget voksen. Og selvom jeg endnu ikke har anmeldt bøgerne herinde, så kan jeg fortælle at jeg er vild med den serie!
Også sproget er jeg helt vild med, også selvom det er en oversættelse. Vi ved jo alle hvordan oversættelser sjældent er til at råbe hurra for. Ofte er der meninger der går tabt og forfatterens sproglige evner forringes, men jeg synes at oversætteren bag Kampen om Tronen har klaret det super godt. Bogen er oversat på en rig og lækker måde med masser af halvudfordrende ord, der bare gør at man får lyst til at læse mere. Og det er en af de ting der gør at jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte mit Game of Thrones-eventyr, både blandt bøgerne og tv-serien.
- Anna

P.s. Jeg begyndte straks efter at se første sæson af tv-serien, og nu er jeg helt vild efter at fortsætte, men jeg er lidt usikker på om jeg først skal læse bøgerne før jeg ser de næste sæsoner. Hvad synes I?