31 juli 2016

Dødsvalsen



Titel: Dødsvalsen | Forfatter: Mie Hald | Forlag: Forlaget Brændpunkt | Udgivelsesår: 2016 | Sidetal: 180
Anmeldereksemplar

Forlaget skriver - Har du nogensinde tænkt over, hvordan du ville reagere, hvis Døden en dag bankede på din dør?
Anna, som går i 1.g og har store drømme om at blive til noget ved balletten, mistede begg sine forældre som barn, og har nu kun sin storebror Tristan tilbage. I den bilulykke, der dræbte deres mor, blev Tristan hjerneskadet og er indlagt på hospitalets neurologiske afdeling. Døden bliver endnu en gang nærværende for Anna, da den mystiske Kritanta dukker op og sætter alt i nyt perspektiv.
I Dødsvalsen dyster Anna mod Døden i en hæsblæsende og nervepirrende overjordisk trekamp, som kan koste både hende og Tristan livet.

Mens jeg læste bogen gik det op for mig hvor lang tid siden det er at jeg har læst noget der har mindst en klichésætning på næsten hver side - og det i sig selv er noget af en bedrift. Om det er godt er anden historie, og den er jeg forresten ikke så vild med. Jeg er godt klar over at man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang, men lidt fornyelse og leg med sproget vil dog være meget nice.
Til hendes forsvar må hendes alder nævnes, ikke at det undskylder for de trættende klichéer, men det forklarer en del. Hun er 15 år gammel, så hun har slet, slet ikke haft tid til at udforme og forbedre sit sprog forbi de usandsynligt mange kliché fyldte vendinger (yeezus, hvor er jeg træt af ordet "kliché" nu!), men det når hun forhåbentligt at udvikle i fremtiden.

Mens jeg er i gang med at rakke ned på en 15-årigs første udgivelse, kan jeg lige så godt give udtryk for resten af mine frustrationer. Det er nemlig ekstremt tydeligt at hun, ligesom jeg selv, er en del af facebook-/messenger-/twittergenerationen. Der er op til flere eksempler hvor tekstopsætningen fuldstændig ligner den man finder på sociale medier eller i en sms (hvis man stadig bruger dem?), dvs. at der mangler subjekter og at der er nogle underligt forkortede sætninger. Det passer slet ikke til  den slags roman Mie Hald har skrevet. Og apropos ting der ikke passer til romanen; gymnasiet. Et godt råd til dig, Mie: Skriv om det du kender eller undersøg det grundigt. Du har gjort det med Annas ballet og det er mega nice, men med hendes skolegang er det stik modsat. Det er en naiv og folkeskoleagtig udgave af et gymnasium, hvilket kort og godt resulterer i at troværdigheden daler gevaldigt - især i mine øjne, da det er under ét år siden jeg forlod lige netop denne uddannelsesinstitution. Det er virkeligt ærgerligt.

✬  ✬ ✬ 


07 juli 2016

Som en skygge




Titel: Som en Skygge | Originaltitel: The Way of Shadows | Forfatter: Brent Weeks | Forlag: Tellerup | Udgivelsesår: 2015 | Sidetal: 708
Anmeldereksemplar

Forlaget skriver - Den perfekte dræber har ingen venner. Kun mål. For Durzo Blint er snigmord en kunstart, og han er byens mest talentfulde kunstner. For Azoth er overlevelse en daglig kamp. Han er opvokset i Slummen og har lært på den hårde måde at bedømme folk hurtigt og at tage chancer. Chancer som at bede Durzo Blint om at tage ham som blodsvend. Men for at blive antaget må Azoth lægge sit liv bag sig, skift identitet til Kylar Stern og lære at navigere i blodsvendenes verden af politiske intriger og mystisk magi. Og først og fremmest må han lære at udvikle sans for drab.

Tellerups force er helt klart fantasy, hvilket også er det de udgiver absolut mest af. Deres nichevalg har gjort at forlaget er god til at vælge de gode eventyr og historier og det er denne bog et klart eksempel på. Selvom bogen i begyndelsen kan virke relativt forvirrende med de mange navne og skiftende synsvinkler,  får man heldigvis (forholdsvist) hurtigt at forstå sammenhængen og karaktererne bliver mere og mere filtret ind i hinandens verdener.

Mængden af synsvinkler har også været med til at gøre bogen til en mursten af en bog med intimiderende mange sider, og jeg må indrømme at den lå på mit natbord i mange, mange uger før jeg kunne tage mig sammen til at læse den. MEN da jeg først var begyndt var det næsten umuligt at stoppe igen indtil jeg ramte bogens sidste side. Jeg tror det blandt andet kommer af de mange synsvinkler, som jeg nævnte tidligere. Man skal bare liiiige læse en smule mere så man kan finde ud af hvad der skete med den der karakter og så lige den anden og så den tredje. Og selvom det var forvirrende i begyndelsen så synes jeg Weeks kom virkelig godt omkring karaktererne og givet dem mere dybde samt fik rundet denne del af deres historie af rigtig fint. Hurra for den gode historie!

✬ ✬ ✬