12 august 2016

It is by no means an irrational fancy that, in a future existence, we shall look upon what we think our present existence, as a dream

I dag er det seks år siden, at jeg for første gang tastede mig ind på dette site, oprettede bloggen her og skrev mit første indlæg (som nu er slettet). Hvis jeg skulle følge traditionerne og blogmoden burde jeg afholde en fødselsdagskonkurrence, men det har jeg ikke lyst til i år. Faktisk har jeg slet ikke lyst til noget, for jeg har over en længere periode blevet mere og mere træt af at blogge. Eller det vil sige at skrive det der føles som den samme slags indlæg igen og igen. Det føles simpelthen for intetsigende - jeg har brug for noget andet nu.

Misforstå mig dog ikke, jeg elsker mange aspekter af at blogge. Jeg elsker at jeg har lært en masse mennesker at kende gennem én fælles interesse. Jeg elsker at tage billederne til mine indlæg. Jeg elsker at læse bøgerne og forme en holdning til dem. Men lige nu er det bare bare ikke nok til at holde mig på bloggerformatet.

Så jeg holder pause. På ubestemt tid.

Eller det vil sige, jeg holder pause fra at skrive blogindlæg. Mit youtube- og instagramblogging vil fortsætte - det nyder jeg nemlig stadig fuldt ud!

Så hvem ved? Måske vender jeg tilbage hertil større og stærkere end nogensinde før - lige som Gandalf, Aslan, Harry og hvem der nu ellers er genopstået som en anden Jesus....

Okay, det er nok pladder.

Anna, over and out.

For now...

31 juli 2016

Dødsvalsen



Titel: Dødsvalsen | Forfatter: Mie Hald | Forlag: Forlaget Brændpunkt | Udgivelsesår: 2016 | Sidetal: 180
Anmeldereksemplar

Forlaget skriver - Har du nogensinde tænkt over, hvordan du ville reagere, hvis Døden en dag bankede på din dør?
Anna, som går i 1.g og har store drømme om at blive til noget ved balletten, mistede begg sine forældre som barn, og har nu kun sin storebror Tristan tilbage. I den bilulykke, der dræbte deres mor, blev Tristan hjerneskadet og er indlagt på hospitalets neurologiske afdeling. Døden bliver endnu en gang nærværende for Anna, da den mystiske Kritanta dukker op og sætter alt i nyt perspektiv.
I Dødsvalsen dyster Anna mod Døden i en hæsblæsende og nervepirrende overjordisk trekamp, som kan koste både hende og Tristan livet.

Mens jeg læste bogen gik det op for mig hvor lang tid siden det er at jeg har læst noget der har mindst en klichésætning på næsten hver side - og det i sig selv er noget af en bedrift. Om det er godt er anden historie, og den er jeg forresten ikke så vild med. Jeg er godt klar over at man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang, men lidt fornyelse og leg med sproget vil dog være meget nice.
Til hendes forsvar må hendes alder nævnes, ikke at det undskylder for de trættende klichéer, men det forklarer en del. Hun er 15 år gammel, så hun har slet, slet ikke haft tid til at udforme og forbedre sit sprog forbi de usandsynligt mange kliché fyldte vendinger (yeezus, hvor er jeg træt af ordet "kliché" nu!), men det når hun forhåbentligt at udvikle i fremtiden.

Mens jeg er i gang med at rakke ned på en 15-årigs første udgivelse, kan jeg lige så godt give udtryk for resten af mine frustrationer. Det er nemlig ekstremt tydeligt at hun, ligesom jeg selv, er en del af facebook-/messenger-/twittergenerationen. Der er op til flere eksempler hvor tekstopsætningen fuldstændig ligner den man finder på sociale medier eller i en sms (hvis man stadig bruger dem?), dvs. at der mangler subjekter og at der er nogle underligt forkortede sætninger. Det passer slet ikke til  den slags roman Mie Hald har skrevet. Og apropos ting der ikke passer til romanen; gymnasiet. Et godt råd til dig, Mie: Skriv om det du kender eller undersøg det grundigt. Du har gjort det med Annas ballet og det er mega nice, men med hendes skolegang er det stik modsat. Det er en naiv og folkeskoleagtig udgave af et gymnasium, hvilket kort og godt resulterer i at troværdigheden daler gevaldigt - især i mine øjne, da det er under ét år siden jeg forlod lige netop denne uddannelsesinstitution. Det er virkeligt ærgerligt.

✬  ✬ ✬ 


07 juli 2016

Som en skygge




Titel: Som en Skygge | Originaltitel: The Way of Shadows | Forfatter: Brent Weeks | Forlag: Tellerup | Udgivelsesår: 2015 | Sidetal: 708
Anmeldereksemplar

Forlaget skriver - Den perfekte dræber har ingen venner. Kun mål. For Durzo Blint er snigmord en kunstart, og han er byens mest talentfulde kunstner. For Azoth er overlevelse en daglig kamp. Han er opvokset i Slummen og har lært på den hårde måde at bedømme folk hurtigt og at tage chancer. Chancer som at bede Durzo Blint om at tage ham som blodsvend. Men for at blive antaget må Azoth lægge sit liv bag sig, skift identitet til Kylar Stern og lære at navigere i blodsvendenes verden af politiske intriger og mystisk magi. Og først og fremmest må han lære at udvikle sans for drab.

Tellerups force er helt klart fantasy, hvilket også er det de udgiver absolut mest af. Deres nichevalg har gjort at forlaget er god til at vælge de gode eventyr og historier og det er denne bog et klart eksempel på. Selvom bogen i begyndelsen kan virke relativt forvirrende med de mange navne og skiftende synsvinkler,  får man heldigvis (forholdsvist) hurtigt at forstå sammenhængen og karaktererne bliver mere og mere filtret ind i hinandens verdener.

Mængden af synsvinkler har også været med til at gøre bogen til en mursten af en bog med intimiderende mange sider, og jeg må indrømme at den lå på mit natbord i mange, mange uger før jeg kunne tage mig sammen til at læse den. MEN da jeg først var begyndt var det næsten umuligt at stoppe igen indtil jeg ramte bogens sidste side. Jeg tror det blandt andet kommer af de mange synsvinkler, som jeg nævnte tidligere. Man skal bare liiiige læse en smule mere så man kan finde ud af hvad der skete med den der karakter og så lige den anden og så den tredje. Og selvom det var forvirrende i begyndelsen så synes jeg Weeks kom virkelig godt omkring karaktererne og givet dem mere dybde samt fik rundet denne del af deres historie af rigtig fint. Hurra for den gode historie!

✬ ✬ ✬  

26 april 2016

Natulv


Titel: Natulv | Forfatter: Cecilie Eken | Forlag: Høst & Søn | Udgivelsesår: 2015 | Sidetal: 112
Anmeldereksemplar

Efter hendes mors død er der ingen der kan tage sig af Nethe, men hun formår med en lille hvid løgn angående sin alder at få arbejde som en barnepige på en herregård. Klintehuus, den herregård hvor Nethe arbejder, har nogle mørke hemmeligheder og ikke desto mindre rygter, men ingen vil tale om det. Den nye frue bliver beskyldt for at være en heks af sin stedsøn. Og noget slår dyrene omkring gården ihjel, nogen mener det er en ulv - men hvad er det der virkelig sker?

Ulve og hekse? That's kinda my thing. Jeg elsker magi og cool trylleremser næsten lige så højt som jeg er vild med ulve. En hver historie der indeholder ulve kommer, som det mindste, på prøve hjemme hos mig. Dog er jeg ret sart hvad angår horror, spil på overtro og hvad der gemmer sig i mørket, hvilket også var noget der kom til udtryk omkrin side 50, da jeg pludselig blev i tvivl om uhygge-niveauet. Der blev reklameret med "Downton Abbey after dark", men jeg havde ikke tænkt mig at den faktisk ville blive decideret uhyggelig. Hvilket den blev. Sort of.

On another note; det var overraskende nok ikke den skuffelse jeg havde regnet med det ville være, taget den piedestal mit 11-årige jeg har bygget til Cecilie Eken og Sikkas Fortælling i betragtning. Historien var dragende og sugede mig direkte ind i bogens univers og mysteriet om ulven, meeeeen den var nu også lige det korteste. Efter min mening kunne der uden problemer godt være afset lidt flere sider til mere forklaring og tid til at forstå hvad der foregik.

✬ ✬ ✬ ✬ 

11 februar 2016

Across the Universe


Titel: Across the Universe | Forfatter: Beth Revis | Forlag: Razorbill - Penguin | Udgivelsesår: 2011 | Sidetal: 398

Da 17-årige Amy forlader alt hvad hun kender på Jorden for at lade sig fryse ned i 300 år, mens rumskibet Godspeed flyver hende, hendes forældre og nogle andre amerikanere til en nye planet, hvor de sammen kan påbegynde en ny koloni langt væk fra Jorden og dens stadig voksende forurening. Desværre går det ikke efter planen og Amy vågner op 50 år før hun skulle. Mens Amy forsøger at vende sig til forholdene på skibet, og det folk der arbejder for at passe skibet indtil det lander, går det langsomt op for hende at det ikke var et simpelt uheld at der vækkede, nogen forsøgte at dræbe hende. Så Amy må forsøge at finde ud af hvilke hemmeligheder der gemmer sig på Godspeed samtidig med hun prøver at håndtere en forelskelse i skibets fremtidige leder, Elder.

Amy er den typiske amerikaner med hendes enorme frihedsidealer og hendes daddy der har job i militæret. Det er også Amys synsvinkel der giver romanen den meget amerikanske tone, idet at der tales en hel del om individets frihed, ret til at ytre sig og tænke selv - alt sammen på én måde der er meget typisk amerikansk (i hvert fald i de amerikanske medier jeg har set). Det skal man lige forberede sig på som europæisk læser, især hvis man har en lidt negativ holdning til landet (læs: hvis man har det anstrengt med landet fordi de har en mand som Trump som mulig præsidentkandidat), for der kan godt forekomme en påfyldning af fordomme (dog er der heldigvis en bedre tone end hvad Trump nogensinde har præsteret, så hurra for det).

Det er faktisk flere år siden jeg stødte på bogen for første gang og det var kærlighed ved første blik. Min tanke var at hvis den deler navn med af de bedste Beatles-sange, kunne den vel ikke være helt slem vel? Det var den heller ikke. Nej, den var ikke slem, men den var bestemt heller ikke et mesterværk... Overhovedet. Den er ekstremt langtrukken og til tider decideret kedelig på grund af manglen på handling. Der gik simpelthen for lang tid og for meget spildplads mellem plotpunkterne. Det der egentlig styrer handlingen er Elder og Amys forhold til hinanden, det er selvfølgelig super fedt for min indre romantiker, men ud over det, gjorde den erfaring mig super ærgerlig. Jeg synes at handlingen på selve skibet og hvad der egentlig foregår bag facaden er langt mere interessant, men det bliver skubbet i baggrunden til fordel for en ungdommelig forelskelse. Det var jeg hverken forberedt på eller interesseret i. Øv.



20 januar 2016

Mind Games



 Titel: Mind Games | Forfatter: Teri Terry | Forlag: Nyt Nordisk Forlag | Udgivelsesår: 2015 | Sidetal: 351
Anmeldereksemplar

I den fremtid hvor Luna lever bruger de fleste mennesker størstedelen af deres liv i en virtuel verden. Det er der de arbejder, er sammen med venner og går til fester. Alt sammen tilpasset ned til mindste detalje så det passer brugeren bedst. Mange har også fået indopereret et implantat så de nemmere og oftere kan være til stede i deres perfekte og nøje modelleret virtuelle verden.
For Luna er det ikke sådan. Hun er ikke en del af det virtuelle for hun er en af de få Nægtere i samfundet. Men for Luna er det ekstra farligt at være anderledes for hun har en hemmelighed som ingen må vide noget om. Derfor bliver det meget vigtigere for hende at være som de andre og følge samfundets betingelser som tingene udvikler sig.

Jeg havde ærligt talt lovet mig selv at holde en pause fra bøger om korrupte samfund, for de har det med at gentage sig selv lidt for ofte. Når jeg hører om en bog der indeholder et sådan samfund tænker jeg straks på den enorme bølge i bog- og filmverdnen med kampen mellem det lille individ og store magthaver med en kærligshistorie der fylder mest lige så megt som selve kampen og det er en kliché jeg er ved at være godt træt af. Alligevel valgte jeg at læse Mind Games af Teri Terry for hun har endnu ikke skuffet mig med hendes romaner og igen sidder jeg tilbage med en vældig tilfredshed, som endda er større end da jeg læste Slettet.

Jeg tror især Terrys måde at bruge teknologien i Mind Games er det der tiltrækker mig og det er meget positivt når det kommer fra mig. Normalt er jeg nemlig ikke meget for de teknologi-dominerede bøger, for det siger mig meget, meget lidt. Heldigvis er det ikke et problem her. Teri Terry har på den bedste måde formået at blande teknologien med magi og det er ret fedt at læse resultatet af blandingen (især for én som mig der elsker og er meget fascineret af magi). Teknologien kommer i form af en slags magisk verden hvor alt er muligt, så længe du ved hvordan man bøjer reglerne. Jeg er så fascineret af det at jeg ville ønske det var virkeligt så jeg har muligheden for at prøve det. Jo tak!
Jeg tror vist det er ret tydelig at jeg er ret tilfreds med min beslutning om at give bogen en chance.

✬ ✬ ✬  

15 januar 2016

Bibliopolium - Waterstones Trafalgar Square









Jeg har været i en del lækre boghandlere gennem de sidste par år og på et tidspunkt slog det mig at det ville være en super god ide at dele disse skattede steder med andre, der er lige så bogglade som jeg. Derfor kom jeg på Bibliopolium (lat. boghandel). Ca. en gang om måneden vil jeg vise en ny boghandler frem enten fra København eller udlandet - nogle gange vil det blive oftere, andre gange sjældnere.
Endnu en gang bliver det londoniansk. Butikken denne gang er den Waterstones der ligger med udsigt til Trafalgar Square.

Denne boghandel er på ingen måde ekstraordinær eller har noget de andre boghandlere i London ikke har - altså bortset fra beliggenheden og mine minder...Dybt Anna, dybt... Meeeen vent lige et øjeblik før i dømmer min umiddelbart underlige udtalelse, giv mig et øjeblik til at forklare. Denne boghandel er den første boghandel jeg besøgte på min første tur til London og alene af den grund har den en helt særlig plads i mit hjerte, selvom den egentlig ikke er noget særligt. Ja den er større end de fleste boghandlere og har langt flere (spændende) bøger end de danske, men udover det er den ikke blandt de mest spændende boghandlere i det indre London.

Der er dog to elementer ved boghandleren der i den grad opvejer dens ellers ret almindelige fremtoning. Der er en kælderetage fyldt med gulv-til-loft-bogreoler inden for næsten alle genrer og med det kæmpe udvalg der kendetegner engelske (og udenlandske generelt?) boghandlere og det er noget der gør mig aldeles glad.
Hvis man i stedet går op ad trappen tæt ved indgang vil man ret hurtigt finde sig selv mellem en masse cafeborde fyldt med læsende og småsnakkende kunder og det er et super hyggeligt syn, selvom det godt kan virke lidt kaotisk og rodet hvis man lige er kommet derop. Men det kan godt anbefales at sætte sig med sin foretrukne drik og forsvinde ind i en bog for en tid.

Men helt ærlig er det nok en af de boghandlere man besøger hvis man enten er i området eller fordi man ved præcis hvad man vil have, for det er ikke en af de der vildt hyggelige eller særlige boghandlere man kan bruge timevis på ved bare at gå rundt og suge indtryk til sig.


11 januar 2016

Stargirl

Titel: Stargirl | Forfatter: Jerry Spinelli | Forlag: Ember | Udgivelsesår: 2000 | Sidetal: 186 

Susan Caraway er ny i skolen, hvilket altid giver ekstra opmærksomhed især i et så lille område som hendes nye high school ligger i. Hun bliver heller ikke et mindre samtaleemne som dagene går, for hun opfører sig ikke som de andre og vil kun kaldes Stargirl, hvilket både er noget der fascinerer og skræmmer Leo, bogens generte fortæller. De to drages mod hinanden på trods af deres meget forskellige interesser og adfærd.

I kan sikkert, i samme grad som jeg, se klicheen i plottet. Han er den typiske introverte geek, der har det bedst med at gemme sig bag andre. Hun er den mest outred person man kan forestille sig. Hun fremstår oprigtig ligeglad med hvad folk tænker om hende, så længe de er glade. Det er et umage par der kun får en smule medvind og accept fra deres omgivelser - man har læst om det mange gange før. Alligevel er bogen ikke helt som de andre - okay ja, det er, igen, noget man har hørt før og det værste er at jeg har svært ved uddybe det i frygt for at spoile handlingen. Jeg kan dog fortælle at historien er knap så fin som den lægger op til og som jeg hidtil har givet udtryk for. Det er både det der frembringer læselysten samt irritationen hos mig. (Wauw hvor jeg dog hader mig selv for ikke at være mere uddybende. Undskyld)

Først og fremmest havde jeg en enorm lyst til give begge hovedpersoner et slag på siden af hovedet på grund af deres uendelige dumhed, som vel i grunden bunder i uvidenhed, men ikke mildner mig vitterligt. For det er ekstremt frustrerende at læse om to personer der fatter hat af de situationer de bringer sig selv og hinanden i. OMG! Ikke nok med med at de, Leo og Stargirl, i situationer hvor de er sammen, efterlader mig prustende af vrede formår de det også hver for sig.
Dertil er jeg ved at få nok af de der næsten perfekte typer og her er Stargirl ingen undtagelse. Hun virker ikke som den typiske person man vil sætte i perfekt-boksen, men det er hun i al sin anderledeshed der bliver så umenneskelig at man nærmest drukner i hendes næsten maniske forsøg på at fremstå som noget andet end alle andre. Udover min overordentlige irritation over Stargirl er Leo bestemt heller ikke blandt mine favoritter. Hans passivitet og mangel på livsmod er ikke andet end hvad man kan forvente af en angsty fyr i high school-alderen, men alligevel irriterer det mig i lige så høj grad som Stargirls umenneskelige adfærd.

Det underlige er; på trods af mine enorme utilfredshed over hovedpersonerne så havde jeg alligevel svært ved at lægge den fra mig. På en eller anden måde formåede Spinelli suget mig ind i historien og gav først slip da bogen var slut. Det må være min forkærlighed for skævheder og ung forelskelse - som er to emner der bestemt er relatérbare for mig - der gjorde at jeg blev så fascineret af bogen selvom jeg vældig gerne vil have afskrevet begge hovedpersoner.

✬   ✬