02 december 2013

Decemberlegen #2: Julen - hvad skal der ske?

For mig er julen en meget travl, men også utrolig dejlig, tid, der er altid tusind planer og ting der skal gøres, og der er sjældent tid til at sætte sig ned og bare slappe hundrede procent af. Selvom hjernen er på vej mod den kristilstand, som en begyndende stress jo er, så elsker jeg hvert øjeblik.
En af mine favoritter er at sidde på nettet og lede efter de helt rigtige julegaver til min familie. Når man er beslutsom efter at finde de helt rigtige gave, så skal man sætte rigtig meget tid af (og begynde i rigtig, rigtig god tid). Men jeg synes det er det hele værd juleaften, når man med komplet ro kan give nogen, man holder af, noget, som man er overbevist om at de kan bruge. Og er det ikke i bund og grund det julen handler om, eller hvad synes I?? Men lige meget hvad, så skal jeg bruge en pokkers masse tid til at udvælge gaver.


Egentlig er det bedste at sidde med mine kære og bare
drikke en kop fyldt med varme og kærlighed og
være sammen med dem

En anden ting som jeg forhåbentligt skal bruge en hel masse tid på er julearrangementerne. Det er jo super hyggeligt at se nogle af alle dem man kender samtidig med at man spiser æbleskiver eller pebernødder. 
Men selvfølgelig kommer der altid noget i vejen og i år er det mit weekend job, der gør at alle decembers weekender allerede for et halvt år siden var booket - hurra for studiejobs! Apropos studier, så er der jo også 2g, som jeg jo også skal fortsætte med.
Så alt i alt har jeg allerede fyldt hele december med planer mentalt, på trods af at jeg endnu ikke har fået alle aftaler på plads endnu, men det er nok mest pga mit job og min skole. Selvom jeg måske lyder sådan, når jeg skriver disse ting, så skal I vide at lige meget hvor stresset og forvirret jeg bliver i mit hoved, så har jeg jo selv valgt det og derfor nyder jeg også det hele. Jeg glæder mig
- Anna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar