23 november 2015

Half Bad

Titel: Half Bad | Forfatter: Sally Green | Forlag: Viking Books for Young Readers | Udgivelsesår: 2014 | Sidetal: 394

I Nathans verden er to ting sikre. For det første er hekse (og troldmænd) ikke en fantasi og sådan har det været hele hans liv. De lever side om side med mennesker uden at afsløre deres evner. For det andet er de sorte hekse onde og de gode, hvide hekse sørger for at bekæmpe dem. Men i samme grad som Nathan ved at hekse findes, ved han også at han ikke er almindelig. Han er ikke kun en almindelig hvid heks som resten af den del af familien han lever hos. Hans far er en af de farligste sorte hekse der findes og det bliver sværere og sværere at undertrykke den side af sig selv på trods af de voksende restikrioner fremsat af det hvide heksesamfund.

Ved bogen udgivelse blev den spået til at blive den næste Harry Potter - hvilket vi alle sammen godt ved ikke vil komme til at ske. Nogensinde. Selvom det er nu ikke svært at drage paralleller mellem to enspænder drenge med sort, strittende hår og som aldrig har kendt sine forældre (og som bliver myndige som 17-årige). Jeg tror også grunden til at jeg omtaler Harry Potter er fordi serien har stor betydning indenfor britisk litteratur og fantasy, hvilket også er noget Half Bad er en del af. Heldigvis forsvinder lighederne hurtigt og bogen begynder snart at leve sit eget liv.

Jeg synes der er en gennemgående tråd, der handler om forskellen mellem det gode og det onde. Og det er altid spændende og det er især spændende at følge med i Nathans tanker om det. Samtidig er det også interessant at se den strenge opdeling mellem hvide og sorte hekse samt den næsten paniske frygt der er for de sorte. Der er bl.a. den her episode, som bestemt ikke er for sarte sjæle (men jeg ikke vil nævne nærmere i frygt for at spoile noget for jer), der vækker nogle virkelig interessante tanker om både deres og vores samfund. Det er både fedt men også virkelig skræmmende! Generelt set er jeg faktisk overrasket over hvordan bogen på mange måder får rusket op i nogle holdninger og tanker som jeg normalt ikke vil "røre ved", fordi jeg har stemplet dem som grumme og mørke og det er ret fedt at blive udfordret på det punkt.

Bogen starter ud på en meget bemærkelsesværdig måde, som skaber en underlig følelse og stor lyst til at læse til man forstår hvad der sker på siderne. Selvom jeg fattede hat af meningen med siderne, var det skrevet på en ret fed måde, der i den grad vækkede min nysgerrighed. Derfra udviklede historien sig dog til at være relativt forudsigelig. Selv tanker jeg havde om bogens udvikling før jeg begyndte at læse bogen blev en realitet, hvilket er ret irriterende. Det gik også igen i slutningen der også irriterede mig. For mig at se virker den som en form for halv løsning på grund af mangel på sider i bogen eller ønsket om at gøre den åben nok til at man bare SKAL læse bog to. Den virker bestemt ikke overbevisende, men hvem ved? Måske kommer det til at give mening senere, men jeg tvivler...

✬  ✬ ✬ 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar