Titel: Yahya Hassan
Forfatter: Yahya Hassan
Forlag: Gyldendal
Bedømmelse:
✬ ✬ ✬ ✬ ✬
Før jeg fortsætter er jeg nødt til at understrege at jeg ikke ved specielt meget om poesi, da jeg jo anmelder skønlitteratur til dagligt. Derfor har jeg også mere læst hans digte for historien og ikke nær så meget for lyrikken.
Jeg har længe gerne ville læse denne meget omdiskuterede bog, en bog der har delt Danmark og fyldt meget både i offentligheden og i litterære diskussioner. Jeg er sikker på at I - ligesom jeg - også har hørt om udtalelser omkring hvordan Yahya Hassan har skrevet en meget provokerende digtsamling. Personligt tænkte jeg at det bestemt ikke gør noget, for jeg synes ofte folk har til vane at hids sig op over de mindste ting og samtidig synes jeg det er godt at blive udfordret af det vi læser. Det giver os en ny vinkel på vores holdninger og tanker - og det er noget man altid kan lære af. Men på en eller anden måde kommer hans provokationer til at virke mere som en sur teenager der båre ønsker at råbe end en provokatør med noget på hjerte. Det er jo på sin vis forståeligt taget hans baggrundshistorie i betragtning, men det bliver simpelthen for meget sort-hvid. Hvis det stod til mig burde der være flere gråtoner, for jeg er sikker på at de findes.
Det er helt sikkert et rigtig vigtigt emne han tager op, faktisk flere tabubelagte. Og det vil jeg på ingen måde tage fra ham, for jeg synes det er super fedt at nogen tør tage fat i dem. Desværre ende det bare med at det ender med at kun omhandle ham og man kommer slet ikke til at se det store billede. Det ender med at blive til en selvbiografisk digtsamling mere end noget andet. Hvor er det bare super ærgerligt, for jeg havde faktisk høje, og gode forventninger, til Hassans værk, men de blev på ingen måde indfriet.
//Anna
