Across the Universe

Titel: Across the Universe | Forfatter: Beth Revis | Forlag: Razorbill - Penguin | Udgivelsesår: 2011 | Sidetal: 398

Da 17-årige Amy forlader alt hvad hun kender på Jorden for at lade sig fryse ned i 300 år, mens rumskibet Godspeed flyver hende, hendes forældre og nogle andre amerikanere til en nye planet, hvor de sammen kan påbegynde en ny koloni langt væk fra Jorden og dens stadig voksende forurening. Desværre går det ikke efter planen og Amy vågner op 50 år før hun skulle. Mens Amy forsøger at vende sig til forholdene på skibet, og det folk der arbejder for at passe skibet indtil det lander, går det langsomt op for hende at det ikke var et simpelt uheld at der vækkede, nogen forsøgte at dræbe hende. Så Amy må forsøge at finde ud af hvilke hemmeligheder der gemmer sig på Godspeed samtidig med hun prøver at håndtere en forelskelse i skibets fremtidige leder, Elder.

Amy er den typiske amerikaner med hendes enorme frihedsidealer og hendes daddy der har job i militæret. Det er også Amys synsvinkel der giver romanen den meget amerikanske tone, idet at der tales en hel del om individets frihed, ret til at ytre sig og tænke selv - alt sammen på én måde der er meget typisk amerikansk (i hvert fald i de amerikanske medier jeg har set). Det skal man lige forberede sig på som europæisk læser, især hvis man har en lidt negativ holdning til landet (læs: hvis man har det anstrengt med landet fordi de har en mand som Trump som mulig præsidentkandidat), for der kan godt forekomme en påfyldning af fordomme (dog er der heldigvis en bedre tone end hvad Trump nogensinde har præsteret, så hurra for det).

Det er faktisk flere år siden jeg stødte på bogen for første gang og det var kærlighed ved første blik. Min tanke var at hvis den deler navn med af de bedste Beatles-sange, kunne den vel ikke være helt slem vel? Det var den heller ikke. Nej, den var ikke slem, men den var bestemt heller ikke et mesterværk... Overhovedet. Den er ekstremt langtrukken og til tider decideret kedelig på grund af manglen på handling. Der gik simpelthen for lang tid og for meget spildplads mellem plotpunkterne. Det der egentlig styrer handlingen er Elder og Amys forhold til hinanden, det er selvfølgelig super fedt for min indre romantiker, men ud over det, gjorde den erfaring mig super ærgerlig. Jeg synes at handlingen på selve skibet og hvad der egentlig foregår bag facaden er langt mere interessant, men det bliver skubbet i baggrunden til fordel for en ungdommelig forelskelse. Det var jeg hverken forberedt på eller interesseret i. Øv.

✬✬✬✬✬

The Maze Runner | Booktube

Mind Games

 Titel: Mind Games | Forfatter: Teri Terry | Forlag: Nyt Nordisk Forlag | Udgivelsesår: 2015 | Sidetal: 351
Anmeldereksemplar

I den fremtid hvor Luna lever bruger de fleste mennesker størstedelen af deres liv i en virtuel verden. Det er der de arbejder, er sammen med venner og går til fester. Alt sammen tilpasset ned til mindste detalje så det passer brugeren bedst. Mange har også fået indopereret et implantat så de nemmere og oftere kan være til stede i deres perfekte og nøje modelleret virtuelle verden.
For Luna er det ikke sådan. Hun er ikke en del af det virtuelle for hun er en af de få Nægtere i samfundet. Men for Luna er det ekstra farligt at være anderledes for hun har en hemmelighed som ingen må vide noget om. Derfor bliver det meget vigtigere for hende at være som de andre og følge samfundets betingelser som tingene udvikler sig.

Jeg havde ærligt talt lovet mig selv at holde en pause fra bøger om korrupte samfund, for de har det med at gentage sig selv lidt for ofte. Når jeg hører om en bog der indeholder et sådan samfund tænker jeg straks på den enorme bølge i bog- og filmverdnen med kampen mellem det lille individ og store magthaver med en kærligshistorie der fylder mest lige så megt som selve kampen og det er en kliché jeg er ved at være godt træt af. Alligevel valgte jeg at læse Mind Games af Teri Terry for hun har endnu ikke skuffet mig med hendes romaner og igen sidder jeg tilbage med en vældig tilfredshed, som endda er større end da jeg læste Slettet.

Jeg tror især Terrys måde at bruge teknologien i Mind Games er det der tiltrækker mig og det er meget positivt når det kommer fra mig. Normalt er jeg nemlig ikke meget for de teknologi-dominerede bøger, for det siger mig meget, meget lidt. Heldigvis er det ikke et problem her. Teri Terry har på den bedste måde formået at blande teknologien med magi og det er ret fedt at læse resultatet af blandingen (især for én som mig der elsker og er meget fascineret af magi). Teknologien kommer i form af en slags magisk verden hvor alt er muligt, så længe du ved hvordan man bøjer reglerne. Jeg er så fascineret af det at jeg ville ønske det var virkeligt så jeg har muligheden for at prøve det. Jo tak!
Jeg tror vist det er ret tydelig at jeg er ret tilfreds med min beslutning om at give bogen en chance.

✬ ✬ ✬ ✬ ✬

Bibliopolium - Waterstones Trafalgar Square

Jeg har været i en del lækre boghandlere gennem de sidste par år og på et tidspunkt slog det mig at det ville være en super god ide at dele disse skattede steder med andre, der er lige så bogglade som jeg. Derfor kom jeg på Bibliopolium (lat. boghandel). Ca. en gang om måneden vil jeg vise en ny boghandler frem enten fra København eller udlandet - nogle gange vil det blive oftere, andre gange sjældnere.
Endnu en gang bliver det londoniansk. Butikken denne gang er den Waterstones der ligger med udsigt til Trafalgar Square.

Denne boghandel er på ingen måde ekstraordinær eller har noget de andre boghandlere i London ikke har - altså bortset fra beliggenheden og mine minder...Dybt Anna, dybt... Meeeen vent lige et øjeblik før i dømmer min umiddelbart underlige udtalelse, giv mig et øjeblik til at forklare. Denne boghandel er den første boghandel jeg besøgte på min første tur til London og alene af den grund har den en helt særlig plads i mit hjerte, selvom den egentlig ikke er noget særligt. Ja den er større end de fleste boghandlere og har langt flere (spændende) bøger end de danske, men udover det er den ikke blandt de mest spændende boghandlere i det indre London.

Der er dog to elementer ved boghandleren der i den grad opvejer dens ellers ret almindelige fremtoning. Der er en kælderetage fyldt med gulv-til-loft-bogreoler inden for næsten alle genrer og med det kæmpe udvalg der kendetegner engelske (og udenlandske generelt?) boghandlere og det er noget der gør mig aldeles glad.
Hvis man i stedet går op ad trappen tæt ved indgang vil man ret hurtigt finde sig selv mellem en masse cafeborde fyldt med læsende og småsnakkende kunder og det er et super hyggeligt syn, selvom det godt kan virke lidt kaotisk og rodet hvis man lige er kommet derop. Men det kan godt anbefales at sætte sig med sin foretrukne drik og forsvinde ind i en bog for en tid.

Men helt ærlig er det nok en af de boghandlere man besøger hvis man enten er i området eller fordi man ved præcis hvad man vil have, for det er ikke en af de der vildt hyggelige eller særlige boghandlere man kan bruge timevis på ved bare at gå rundt og suge indtryk til sig.

Stargirl

Titel: Stargirl | Forfatter: Jerry Spinelli | Forlag: Ember | Udgivelsesår: 2000 | Sidetal: 186 

Susan Caraway er ny i skolen, hvilket altid giver ekstra opmærksomhed især i et så lille område som hendes nye high school ligger i. Hun bliver heller ikke et mindre samtaleemne som dagene går, for hun opfører sig ikke som de andre og vil kun kaldes Stargirl, hvilket både er noget der fascinerer og skræmmer Leo, bogens generte fortæller. De to drages mod hinanden på trods af deres meget forskellige interesser og adfærd.

I kan sikkert, i samme grad som jeg, se klicheen i plottet. Han er den typiske introverte geek, der har det bedst med at gemme sig bag andre. Hun er den mest outred person man kan forestille sig. Hun fremstår oprigtig ligeglad med hvad folk tænker om hende, så længe de er glade. Det er et umage par der kun får en smule medvind og accept fra deres omgivelser - man har læst om det mange gange før. Alligevel er bogen ikke helt som de andre - okay ja, det er, igen, noget man har hørt før og det værste er at jeg har svært ved uddybe det i frygt for at spoile handlingen. Jeg kan dog fortælle at historien er knap så fin som den lægger op til og som jeg hidtil har givet udtryk for. Det er både det der frembringer læselysten samt irritationen hos mig. (Wauw hvor jeg dog hader mig selv for ikke at være mere uddybende. Undskyld)

Først og fremmest havde jeg en enorm lyst til give begge hovedpersoner et slag på siden af hovedet på grund af deres uendelige dumhed, som vel i grunden bunder i uvidenhed, men ikke mildner mig vitterligt. For det er ekstremt frustrerende at læse om to personer der fatter hat af de situationer de bringer sig selv og hinanden i. OMG! Ikke nok med med at de, Leo og Stargirl, i situationer hvor de er sammen, efterlader mig prustende af vrede formår de det også hver for sig.
Dertil er jeg ved at få nok af de der næsten perfekte typer og her er Stargirl ingen undtagelse. Hun virker ikke som den typiske person man vil sætte i perfekt-boksen, men det er hun i al sin anderledeshed der bliver så umenneskelig at man nærmest drukner i hendes næsten maniske forsøg på at fremstå som noget andet end alle andre. Udover min overordentlige irritation over Stargirl er Leo bestemt heller ikke blandt mine favoritter. Hans passivitet og mangel på livsmod er ikke andet end hvad man kan forvente af en angsty fyr i high school-alderen, men alligevel irriterer det mig i lige så høj grad som Stargirls umenneskelige adfærd.

Det underlige er; på trods af mine enorme utilfredshed over hovedpersonerne så havde jeg alligevel svært ved at lægge den fra mig. På en eller anden måde formåede Spinelli suget mig ind i historien og gav først slip da bogen var slut. Det må være min forkærlighed for skævheder og ung forelskelse - som er to emner der bestemt er relatérbare for mig - der gjorde at jeg blev så fascineret af bogen selvom jeg vældig gerne vil have afskrevet begge hovedpersoner.

✬ ✬ ✬ ✬ ✬

Xmas song book tag | Booktube

All I Know Now | Decemberbogen

Titel: All I Know Now | Forfatter: Carrie Hope Fletcher | Forlag: Sphere | Udgivelsesår: 2015 | Sidetal: 322

Jeg havde ellers svoret at jeg aldrig, aldrig, aldrig nogensinde skulle røre og da slet ikke læse en hel selvhjælpsbog, men det var før miss Fletcher besluttede sig for at udgive netop sådan en bog. Den omhandler flere aspekter af det at være ung og usikker på sig selv og Carrie forsøger i bedste storesøsterstil at komme med velmenende råd ligesom dem hun tit og ofte har på sin tumblr. Carrie er endnu en af de mange youtubere der har fået en kontrakt med et forlag og ligesom så mange af de andre youtubere har hun også skrevet en selvbiografi blandet med en del råd til læseren. Forskellen mellem hende og de mange andre er at Carrie er et af mine helt store idoler - blandt andet fordi hun forstår at opretholde et vist niveau uden at fremstå hverken arrogant eller fjern overfor hendes mange seere. Det er en kæmpe præstation, hvilket også er tydeligt hvis man sammenligner med de mange kanaler på youtube.

Jeg havde meget blande følelser da jeg læste bogen og der ligger rigtig meget til grund for det. Som "fan" er det sjovt at læse flere af de historier hun har tilføjet i bogen men ellers aldrig har fortalt især fordi det så tydeligt er skrevet af hende, Carrie. Men selvom jeg til dels ser op til hende forhindrer det mig ikke i at være kritisk overfor hvad hun laver. Blandt hendes fans, her regner jeg mig ikke som en af dem, går hun under titlen 'honorable big sister' idet at hun går op i at komme med kærlige råd til de der skriver til hende, noget hun også gentager i denne bog. Mange af hendes råd er proppet med morale og god samvittighed i så stor grad at det næsten bliver for helligt for mig. Det hele er så korrekt at det næsten bliver kedeligt, men igen, kan hun skrive andet? Ikke rigtig, vel? Hun skriver det rigtige og det der forventes af en person med den form for indflydelse hun har. For det er en bog der berører flere emner der i den grad er aktuelle for alle teenagere - i hvert fald dem jeg har haft æren af at møde. Man kan så heldigvis se at der tænkt meget over hvad der bliver sagt og at der bliver opfordret til både god og livsbekræftende adfærd frem for det destruktive. Og det er især her Carrie score op til flere stjerner hos mig, selvom jeg egentlig ikke var særlig tilfreds med hvad jeg læste.

✬ ✬ ✬ ✬ ✬