Jeg henter solen ned

Titel: Jeg henter solen ned | Forfatter: Jandy Nelson | Forlag: Gyldendal | Udgivelsesår: 2015 | Sidetal: 460 | Anmeldereksemplar

Tvillingerne Jude og Noah har siden de var helt små haft helt særligt bånd mellem hinanden, der har givet dem følelsen af nogle gange at være én af samme person, men i året op til de skal begynde i high school begynder en kløft at danne sig mellem dem.
Tre år senere er kløften dybere og bredere end aldrig før, men hvad skete der mellem de to, der ikke kunne skilles ad før i tiden før i tiden? Jude og Noah fortæller deres historie fra hvert deres unikke synspunkt men med tre år i mellem sig.

Har man fulgt med på de sociale medier, så står det klart at Nelsons bog, Jeg henter solen ned, har været et af de helt store samtaleemner blandt de bogglade tosser siden bogens udgivelse på originalsproget sidste år. På grund af hypen var jeg da også ellevild, da bogen endelig ankom med posten. Jeg har tidligere læst en af Jandy Nelsons bøger og den var jeg mildest talt ikke begejstret over (se anmeldelse her). Om det var fordi jeg var for ung til at forstå og værdsætte hvad der stod på siderne eller fordi Nelson simpelthen ikke var særlig dygtig på det tidspunkt ved jeg ikke, men denne bog står i stor kontrast til mit sidste møde med hendes forfatterskab. Jeg nød virkelig at læse historien og blev mere involveret end jeg helt har lyst til at stå ved.

Jeg tror noget af det jeg der især tiltaler mig er forfatterstemmen. Hun er langt mere malerisk og skriver i billeder. Normalt har man som læser et relativt billede af diverse scener i bogen, men det er som om Nelson går skridtet videre med de to hovedpersoner. Det giver også god mening idet de to hovedpersoner er meget kunsterisk anlagt og derfor skaber langt flere mentale billeder. Billeddannelsen er især tydelig hos Noah og jeg både hader og elsker hans måde at reagere på det han oplever. Han maler mentale billeder. Altså ikke bare noget metaforisk crap der sikkert har en dybere mening hvis man har en imaginær ph.d. i livsvidenskab men deciderede billeder med motiv. For læseren bliver både billedet og Noahs følelser helt tydelige uden han behøver at forklare dem, hvilket er ret kendetegnende for hans karakter. Samtidig bliver det en smule for passivt for min smag, hvilket ikke kun er frustrerende men også kedeligt. Det gør dog ikke noget ved mine opture over de gode ting og små sejre begge hovedpersoner oplever, jeg bliver alligevel varm om hjertet selvom det hele udspiller sig i et fiktivt univers.

Før jeg slutter af bliver jeg nødt til at nævne noget som jeg ofte forsøger at undlade på grund af den smerte det forvolder min sprogelskende del af hjernen; oversættelsen. Det er noget der sjældent bliver gjort særlig godt, fordi der er så meget som simpelthen bliver lost in translation (see what I did there?) samtidig med der forsøges at holde krampagtigt fast i forfatterens stemme og ordvalg. Her synes jeg faktisk at Gyldendals oversætter, Kina Bodenhoff, er sluppet ret godt fra oversættelsen. Hun fastholder de smukke vendinger og gentagelser som giver bogen dens poetiske vibe, hvilket er noget jeg svagt husker også går igen i Himlen ved mine fødder. Tak for det!

✬ ✬ ✬ ✬ ✬