11 oktober 2015

Bibliopolium - Byens Bogcafe







Jeg har været i en del lækre boghandlere gennem de sidste par år og på et tidspunkt slog det mig at det ville være en super god ide at dele disse skattede steder med andre, der er lige så bogglade som jeg. Derfor kom jeg på at skabe Bibliopolium (lat. boghandel). Ca. en gang om måneden vil jeg vise en ny boghandler frem enten fra København eller udlandet - nogle gange vil det blive oftere, andre gange sjældnere.
For første gang siden jeg skabte denne feature bliver det københavnsk. Butikken er Byens Bogcafe og har adressen Istedgade 102.

Dette er en cafe lige efter mit hoved! Bøgerne er tydeligt i fokus, dog uden det føles som et bombardement af bøger, tihi. Det er også den del af dekorationen jeg er vildest med. Som det kan ses på billederne hænger de ned fra loftet, står på hylder og ligger i bunker over det hele. Selvom der er bøger overalt skal det dog bemærkes at cafeen kun sælger og udsmykker med de bøger som Byens Forlag udgiver, så hvis du havde planer om at gå derfra med bugnende poser fyldt med bøger fra alverdens forfattere og forlag, må jeg desværre skuffe dig. Men det gør ikke besøget mindre værd.
Og til alt dette kommer selve den stilart der brugt til resten af udsmykningen. Møblerne er ret rå og lamperne er forskellige fra hinanden, men på trods af det matcher det hele alligevel. Det er her cafeens placering kommer til udtryk, den befinder sig nemlig midt i Københavns mest hipster bydel.

Det skal dog som en afsluttende kommentar lige nævnes at forlaget også bruger cafeen som lokale til personalemøder. Så hvis man dukker op for at drikke en kop formiddagskaffe, kan man godt rende ind i et af deres møder. Det kan godt resultere i at man føler sig en smule i vejen, men de er heldigvis søde og imødekommende hvis man tropper op på den måde. Det var de i hvert fald i mit tilfælde.

2 kommentarer:

  1. Hvor ser det hyggeligt ud - den må jeg besøge en dag! Og rigtig god idé til blogindlæg - glæder mig til at læse flere af den slags :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have! Jeg har allerede en hel del indlæg om boghandlere og for at gøre det nemt for jer har jeg samlet dem alle på en side for sig selv. Du kan finde det oppe i bjælken øverst på siden :)

      Slet